om Hengemt på flasker

Her kan du læse mere om Hengemt på flasker. Anmeldelser finder du under beskrivelsen.

Elisabeth presses af sin mands utroskab til at flytte ind i sin afdøde, alkoholiserede fars nedslidte sommerhus på øen Fæls, der virker lige så fjendtlig, som navnet antyder.
Øens brogede personskare blander sig i Elisabeths liv, og hun hvirvles ind i en mordsag, som synes at trække tråde helt ind i det faldefærdige sommerhus.


Hengemt på flasker er en erkendelsesroman med et strejf af krimi.
En roman om, at fortiden kan ændre sig.


Der er forskel på at være skabt som mos og lav i en fugtig skov med fuglefløjt og sagte fodtrin fra en hjort, eller at være skabt som mos og lav på siden af en nedlagt industribygning i et skummelt havnekvarter.
Jeg kategoriserer mig selv som den sidste slags mos, derfor står jeg på den lille færgemole og venter på Smut, der skal sejle mig til Fæls.
Ansigtet, som stirrer på mig fra mobilskærmen, kender jeg godt. Jeg har set hans medlidende øjne utallige gange før.
”Sig mig lige igen, hvorfor du gør det der, Elisa-Bette?” Allans øjne er medfølende, selvom tonen er en anelse hånlig.
“Hvad skulle jeg ellers, Allan?” Den stride vind bider arrigt i min håndryg bag på telefonen. En måge kæmper mod blæsten over mig, som ville vinden forsøge at skubbe mågen mod land og væk fra Fæls. Men mågen gør, som jeg; forsøger mod alle odds at tage til Fæls alligevel. Jeg burde se det som et tegn.

——

Anmeldelser af Hengemt på flasker

——

frk._west

I dag udkommer den her fine, fine bog 😍 Jeg har allerede læst den, og jeg kan bare sige jer, at den kan I godt glæder jer til!

Den fineste udviklingshistorie med et sideløbende krimiplot og østemning, når den er allersærest – og måske i virkeligheden allerbedst!

“Hengemt på flasker” af Ane Gudrun kan noget helt særligt, og det er en af de bedste bøger, jeg har læst i år!

Stort tillykke med udgivelsen, Ane – jeg håber, bogen finder lige så mange læsere, som den fortjener 💚

——

Derervelaldrignokboeger

Hengemt på flasker er en erkendelsesroman med et strejf af krimi

Alene titlen og den fine forside (med sin helt egen finurlige historie) tiltalte mig og sproget er så fint og man både trækker på smilebåndet til tider, forundres over den fine poesi i flere sætninger og er tæt på en lille tåre andre steder – helt ærligt så er denne bog jo en lille perle.

Jeg læste den på tre dage og min kollega C ligeledes. Begge var vi begejstret og enige om, at det var en rigtig god bog. Letlæst og ligetil. Perfekt til sommerhus eller en weekend med regnvejr.

Hovedpersonen Elisabeth er måske lidt naiv og de andre karakterer skåret meget stereotypt. Men det er blot med til at give bogen som helhed sin specielle stil.

Så kan kun sige: Læs den 📖 jeg tror ikke, du bliver skuffet. Den udkommer 17. maj / Birgitte

——

bogenpaabordet


Min læseoplevelse af “Hengemt på flasker”, skrevet af @anegudrun En erkendelsesroman, en roman om, at fortiden kan ændre sig.
Vi møder Elisabeth ved færgelejet, hun er på vej til øen Fæls, hendes far er død og hans hus skal sættes i stand og sælges. På den lille ø, hvirvles Elisabeth ind i en sag om afpresning og et mord, gamle familiehemmeligheder dukker op til overfladen, hun stifter bekendtskab med øens beboere, blandt andre Søren og hans datter, købmanden, frisøren, og mågen Mogens. Bogen er ikke en typisk krimi (og tak for det), hvor hovedpersonen er journalist eller politibetjent med ondt i privatlivet, det er derimod en kvinde i krise, der har mistet sin far, er gået fra sin utro mand. Elisabeth har ikke har mange minder om sin far, men langsomt dukker minderne frem, der rykker ved hendes opfattelse hendes opvækst. Hvorfor havde hun og faren ikke andet kontakt end de årlige breve fra faren med 50 kr.?
Jeg kunne godt lide Elisabeths gode ven Allan, der kalder hende Elisa-bette – et herligt navn, hans personlighed og humor.
Jeg læste bogen på halvanden dag, sproget er let og flydende, en god og til tider rørende fortælling, ville dog gerne lære flere af personerne at kende, gå mere i dybden på dem og deres historie.
Sidder tilbage med en god læseoplevelse, har du lyst til en bog, der er meget mere end en typisk krimi, så er denne bog måske noget for dig.
Tak for en god læseoplevelse @anegudrun

Skriv et svar